Kultur og kulturmøder er centrale begreber i historiefagets Fælles Mål. Men hvad er kultur, og hvordan bør den indgå i undervisningen? Forskellige undervisningsformer tager på hver sin måde højde for de kulturer, der er i spil i skolen. Men de risikerer alle at reproducere kulturelle forskelle frem for at understøtte et dynamisk kulturbegreb, der modsvarer den globaliserede verden, eleverne skal dannes til i dag.
En praksisorienteret interkulturel undervisning kan gøre eleverne i stand til at forhandle kultur og overkomme forskelle. Forfatterne viser i denne bog hvordan. De har fokus på, at det ikke er kulturer, der mødes, men mennesker. Mennesker gør kultur med hinanden. Og det giver anledning til et nyt dannelsesideal og en ny historiedidaktik.
Bogen giver i øvrigt væsentlige input til den almene didaktik.
”Det er forfriskende tanker og et spændende udspil i debatten om historieundervisning. Bogen kan varmt anbefales til studerende, undervisere på læreruddannelserne og lærere. ”
En praksisorienteret interkulturel undervisning. Undertitlen kunne også hedde: En moderne historiedidaktikDenne meget anbefalelsesværdige bogs grundtese er, at kultur er noget man gør. Ikke noget man er eller har. Eller rettere: Kultur er noget, der skabes af mennesker, men kultur er også i sig selv virksom, og kan på den måde skabe menneskers forestillinger om verden. Man kunne også sige, at mennesket er kulturskabende og selv kulturskabt. Bogen anvender et dynamisk kulturbegreb, der nuancerer diskussionen om kulturforståelse og kulturmøder. Kulturer mødes – ifølge forfatterne – ikke. Det gør mennesker.
Med udgangspunkt i faghæftet for historie præsenteres en historiedidaktik, der søger at finde mellemvejen mellem den konservative læseplansdidaktik og den progressive reformpædagogik. Diskussionen om historiefagets opgave og didaktik har i mange år kredset om, hvor imellem disse positioner, faghæftet og didaktikken skal tage sit udgangspunkt.
Problemet ved de to positioner er, at det betyder, at kultur er noget man er eller har, mens andre er eller har deres. For eksempel dansk kultur eller mellemøstlig kultur. Svaret kan så enten blive et krav om, at fremmede skal tilegne sig dansk kultur (læreplansdidaktikken) eller at dansk og mellemøstlig kultur skal respektere hinanden og eksistere side om side i et vist forhold (progressiv reformpædagogik). Altså enten en præference for det monokulturelle eller multikulturelle samfund. For begge positioners vedkommende betyder det, at man kan ’spærre folk inde’ i ’deres’ kultur. Når kultur i stedet forstås som et resultat af valg og handlinger, kan man forholde sig til begreber som kultur, nationalitet og folk refleksivt. Man kan få øje på, hvornår og hvordan man gør dansk (eller mellemøstlig) kultur: for eksempel synger bestemte sange, genfortæller bestemte forståelser af historiske fænomener og betoner bestemte ritualer og skikke. Og pointen er: Man kan også vælge at lade være! På den måde kan man være dansk, muslim, kvinde, københavner og så videre på den måde man gerne vil være det på.
Bogen tager implicit udgangspunkt i integrationsdebatten, mange af eksemplerne handler om, hvordan man kan forstå mellemøstlig kultur og dansk kultur som noget man gør. Dermed vil bogen i første omgang interessere skolefolk og integrationsmedarbejdere. Men bogen kan ligeså vel læses som et bud på, hvordan vi kan forstå historiefaget på modernitetens præmisser, og ikke falde i den gamle diskussion om læseplansdidaktik kontra reformpædagogik. På den måde gives der saglige og velunderbyggede bud på, hvordan man kan arbejde med og undervise i historie og kultur på en måde, der giver eleverne mulighed for at forholde sig til og forstå disse begreber.
Det er forfriskende tanker og et spændende udspil i debatten om historieundervisning. Bogen kan varmt anbefales til studerende, undervisere på læreruddannelserne og lærere.
Anmeldelse af Thomas Binderup, , Historie og Samfund, 2010