100 topchefer - Jens Klarskov
Jens Klarskov er født 1960. Han blev Cand.jur. i 1987. Konsulent i Håndværksrådet i 1987, Advokatfuldmægtig i 1989 og direktør i Danske Anlægsgartnere i 1991. Sidenhen blev Jens Klarskov afdelingschef i Byggeriets Arbejdsgivere i 1994, adm. direktør i Byggeriets Arbejdsgivere i 2000 og adm. direktør i Dansk Byggeri i 2003. Han er nu Adm. direktør i Dansk Erhverv og har været det siden 2008.
Som ny topchef hos Dansk Erhverv fik Jens Klarskov sig en overraskelse da ledelsesopgaven viste sig at være større end han var forberedt på. Fusionen af Handelskammeret og Dansk Handel & Service tilbage fra januar 2007 viste sig at være ufærdig og meget længe undervejs i den indviklede og snørklede organisationverden, hvor personlige hensyn og gamle politiske intriger får lov til at fylde meget mere end i erhvervslivets kommercielle virksomheder, hvor der simpelthen ikke er tid til den slags.
En af Jens Klarskovs bedste beslutninger var da han som direktør for Byggeriets Arbejdsgivere, anbefalede, at bestyrelsen gik ind i en fusion med Danske Entreprenører. Klimaet var dårligt mellem de små virksomheder i Byggeriets Arbejdsgivere og de større i Danske Entreprenører. I mange år havde de to organisationer brugt kræfterne på at konkurrere mod hinanden, så medlemmerne fik dårlig service og en svækket politisk indflydelse på Christiansborg og i EU, men fusionen lykkedes og skabte Dansk Byggeri i 2003.
Læs om Jens Klarskov i Niels Lundes bog 100 Topchefer - en rangorden af dansk erhvervslivs topledelse.