Ratner er igennem bogen på en ambitiøs mission, hvor hun, med egne ord, forsøger at skabe nye præmisser for arbejdet med inklusion. Og missionen lykkes. Hele vejen. Hermed gør Ratner også inklusion til et modsætningsfyldt pædagogisk projekt. Men Ratners kritik er konstruktiv, fordu hun har som præmis, at det netop er i erkendelsen af disse forskellige modsætninger og dilemmaer, at nye perspektiver kan træde frem. Hermed er bogen samtidig også befriende fri for nye modeller eller best practice-baserede inklusionsværktøjer. I stedet leveres velskrevne, grundige og nuancerede analyser af inklusionspraksis, og bogen er derfor et meget anbefalelsesværdigt udgangspunkt for både forståelsen af og det videre arbejde med inklusion i praksis.