Bogen er velskrevet, sprogbrugen er ligetil, varm og saglig. Indholdet er disponeret logisk, og den faglige kvalitet såvel som den store baggrundsviden, Per Isdal har gennem sine mange år som professionel behandler og formidler, gennemstråler bogen fra start til slut.
Bogen er handlingsorienteret på et fagligt seriøst og velfunderet grundlag med bud på, hvad der skal til for at sikre godt psykisk arbejdsmiljø. Der er en fin balance mellem personlige beretninger, casebeskrivelser og præcise, velplacerede, relevante øvelser.