Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når jeg får det klassiske spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?” Jeg har været rundt om forskellige versioner såsom: ”Lige nu holder jeg en pause”, ”Jeg bruger tid på at finde ud af, hvad jeg skal bruge fremtiden på”, ”Jeg kommer fra et job som adm. direktør”. De sidste par gange har jeg kort og godt svaret: ”Jeg er arbejdsløs.”
Det har været interessant at observere, hvad der er sket hos mig selv, men i høj grad også mine omgivelsers reaktioner. For det første må jeg erkende, at jeg i langt højere grad, end jeg vil være ved, har identificeret mig med jobbet som adm. direktør. For det andet har jeg haft svært ved at håndtere den stilhed, der ofte opstår, når jeg fortæller, at jeg faktisk er uden job p.t. Når alt kommer til alt, identificerer jeg mig stadig som topleder.
Det bliver godt hjulpet på vej af, at direktørlønnen fortsat kommer hver måned, og firmabilen stadig holder i carporten. Også selvom jeg altid har sagt, at mit job alene er en lille del af mig.
Fodfæste er en bog til alle, der selv har prøvet at blive opsagt, og som måske er i transition mod et nyt (arbejds)liv. Den er også til dig, der er nærmeste pårørende eller ven til et menneske, der har mistet sit job.
Det har altid været naturligt for mig at være den, der tog initiativ til dialog i sociale sammenhænge, og tidligere ville jeg også have taget udgangspunkt i folks beskæftigelse. På grund af min egen situation spørger jeg nu i stedet: ”Hvad er du optaget af?”, og jeg kan se, at det giver et helt andet udgangspunkt for en dialog. Det er rart, men jeg gør det i forsøget på at være i kontrol med samtalens retning og undslippe den ensidige jobsnak.
Forleden fik jeg hele problematikken smasket direkte op i ansigtet, da en journalist i forbindelse med et interview spurgte mig: ”Hvordan var det den ene dag at være topchef og den næste dag at være ingenting?” ”INGENTING?” sagde jeg dybt overrasket, og i samme nu kunne jeg mærke vreden vælte op i mig. Jeg skulle beherske mig for ikke at reagere voldsomt. Alt inden i mig var i oprør. Journalisten havde ubevidst ramt lige i hjertet af min usikkerhed. Jeg svarede, at jeg er alt muligt: ægtemand, far, søn, bror, ven, bestyrelsesmedlem, klummeskribent med videre. Journalistens spørgsmål spejlede utvivlsomt en udbredt opfattelse i samfundet, og jeg gav en lang forklaring om balance i livet, om behovet for at ændre måden, vi definerer os selv som ledere på, om ikke-lineære karrierer og om erhvervslivets kulturelle normer.
Da jeg kørte hjem fra interviewet, stod det lysende klart for mig, at jeg er i fuld gang med at øve mig i at være nogen i stedet for noget. Det har ellers fyldt meget hos mig alle de år, jeg har gået i terapi, og jeg har haft held med at overbevise mig selv om, at mit job ikke er en væsentlig del af min identitet, og at jeg er den samme, som jeg altid har været. Indtil nu. Nogen i stedet for noget. Nogen i stedet for noget. Nogen. Noget.
Ordene kører med høj hastighed i mit hoved. Hvis jeg ikke er Lars, ham, der er adm. direktør og økonomisk uafhængig, hvem er jeg er så? Hvad er jeg så? Hvad er min berettigelse? Lyver jeg for mig selv? Selvom jeg oprigtigt kan se mig selv i øjnene med bevidstheden om, at jeg hver dag ydmygt har takket for de muligheder, jeg har fået, og været taknemmelig for det, jeg har haft, kan jeg så med samme oprigtighed sige, at CEO-jobbet ikke har gjort noget ved min selvopfattelse?
Da jeg træder ind derhjemme, bliver jeg mødt af to glade hunde, der overøser mig med den ubetingede kærlighed, som kun dyr er i stand til. Familien er endnu ikke kommet hjem. Jeg skifter sko og jakke. Giver hundene seler på. Jeg skal ud i den friske luft og finde ro. Vi går, os tre. Igen.
