Som studerende fik vi råd om og vejledning i, hvad vi skulle gøre, når vi begyndte at arbejde som terapeuter. Ofte fik vi de samme råd af ældre kolleger og vejledere, da vi som nyuddannede tiltrådte i vores første job. Næsten alle hjælpere har fået dette råd: ”Pas på, at du ikke tager dit arbejde med dig hjem”.
Vejlederen til en af mine kolleger fortalte, hvad hun selv gjorde for ikke at tage arbejdet med sig hjem. Hun arbejdede på et børne- og ungdomspsykiatrisk dagtilbud for psykisk syge børn: ”Jeg tænker på arbejdet frem til første rundkørsel efter arbejdspladsen – efter den rundkørsel tænker jeg ikke længere på arbejdet.”
Medfølelsens pris af Per Isdal er til alle, som har de dedikeret deres arbejdsliv til at hjælpe mennesker i svære situationer. Det er et givende arbejde, men det er også slidsomt dagligt at møde smerte, angst og lidelse.
Rådet om ikke at tage sit arbejde med sig hjem lød ganske fornuftigt. Det syntes jeg i hvert fald, så det ville jeg også prøve. Men jeg var chanceløs. Arbejdet kom med hjem, hvad enten jeg ville det eller ej. Jeg formåede ikke at lade være med at tænke på mine klienter om eftermiddagen og om aftenen. Jeg tog uro og bekymringer med mig hjem. Jeg havde svært ved at slappe af og var ofte bekymret for, om en af mine klienter kunne finde på at skade nogen eller tage livet af sig selv i løbet af weekenden. Jeg var ofte ikke i stand til at være fuldt og helt til stede derhjemme, for mine tanker var på jobbet. Jeg lykkedes ikke med det, som jeg havde fået fortalt, at en psykolog skal kunne – jeg tog arbejdet med mig hjem. Det fik mig til lidt at føle mig som en svag psykolog. Jeg vidste jo ikke, at de fleste andre har det på præcis samme måde. [..]
Arbejdet kommer med hjem, selv om man ikke ønsker det. Min påstand er, at det er umuligt ikke at tage arbejdet med hjem. På mange måder er rådet om ikke at tage arbejdet med sig hjem det værst tænkelige råd, man kan give. Det er fagligt uforsvarligt og direkte umenneskeligt at give dette råd. Rådet bliver bare en yderligere belastning. Jeg synes faktisk, at alle ’hjælper-undervisere’, der kommer med dette råd i forbindelse med deres undervisning, burde fyres på stedet. Grunden til, at jeg formulerer det så stærkt, er, at jeg mener, at undervisere, der kommer med sådanne råd, viser, at de ikke har forstået, hvad de job, de uddanner folk til, egentlig går ud på.
Det, man derimod har brug for at blive forberedt på, er dette: ”Du kommer til at tage arbejdet med dig hjem.” En sådan konstatering kunne have været en vigtig lære, som virkelig kunne have forberedt mig på det, der senere skete. Derudover skulle vi have lært, hvordan vi bedst muligt kunne håndtere dette, sådan at det ikke prægede vores private relationer eller os selv for meget i negativ retning.
En sygeplejerske, jeg mødte, sagde noget, der gjorde stort indtryk på mig. Hun sagde:
"Da jeg begyndte på mit job, hvor jeg arbejdede med alvorligt syge og døende børn, sagde afdelingslederen til mig, at når den dag kom, hvor jeg ikke længere fældede en tåre, når et barn døde, ville jeg være blevet professionel!"
Det er snart 30 år siden, at jeg selv afsluttede min uddannelse, og meget er måske blevet bedre siden dengang. Det virker desværre bare ikke til, at det er tilfældet. Det, som nutidens studerende fortæller mig, er, at de ikke rigtig lærer noget om, hvordan de vil blive påvirket af deres arbejde, og hvad de kan gøre ved det. De seneste år er ’egenomsorg’ blevet et tema på flere uddannelser – de studerende skal lære at blive bedre til at tage vare på sig selv. Når jeg hører, hvad der formidles i denne undervisning, bliver jeg bekymret for, at de studerende blot lærer endnu en ting, som de må blive bedre til, og at denne stræben efter kompetence bliver universalløsningen på alt. Det, vi kunne trænge til at lære, er, at psykologer og hjælpere også er almindelige følende og sårbare mennesker.
