Ida fra 4. klasse havde svært ved at sidde stille på stolen. Hendes krop var i konstant bevægelse. Hun vendte sig uafbrudt rundt på sin stol for at se på de andre børn. Hun holdt øje med dem, stirrede på dem. De brød sig overhovedet ikke om det. Mange af børnene bad hende igen og igen om at stoppe. Læreren bad hende om at stoppe. Det var ufatteligt, at hun blev ved, når alle hele tiden sagde til hende, at hun skulle lade være. Det var faktisk ret provokerende. [..] En venlig henstilling fra læreren om, at Ida skulle huske at skrive med blyant i stedet for kuglepen, kunne få hende til at springe op og råbe: “Din fede kælling, du skælder altid ud!”, skubbe vredt til bordet, vælte stolen og spæne ud af klassen.
Ida er pisseprovokerende af Rikke Smedegaard Hansen tilbyder et (fag)sprog for de følelser, pædagoger, lærere og andre kontaktpersoner hver eneste dag har på spil i det pædagogiske arbejde.
Adfærd, vi har et problem med
Alle børn har individuelle forudsætninger. De kan komme fra vidt forskellige vilkår og have hver sin personlighed. Hvert enkelt barn har brug for at blive mødt ud fra sine særlige forudsætninger. Et barn som Ida har ikke mindre brug for omsorg end alle andre børn. Børn som Ida har også brug for voksne, de kan knytte sig til og regne med. De har brug for det for at kunne udvikle sig i en positiv retning.
Rikke Smedegaard Hansen bruger i bogen Ida (og andre børn) som udgangspunkt for at klæde pædagoger, lærere og andre kontaktpersoner til Ida’er på til det pædagogiske arbejde: Som pædagoger skal vi kunne skabe og opretholde relationer til andre mennesker på tværs af normer, køn, kultur og religiøs baggrund. Uanset om det falder os let eller ej. Det er en del af vores professionalisme, at vi skal møde andre mennesker med åbenhed og respekt. [..] Så når jeg og mine kolleger oplever, at Ida går os på nerverne igen og igen, så meget, at vi næsten ikke orker at se hende i øjnene mere, så skal vi turde tale med hinanden om det. Vi skal tale om det, så vi sikrer, at vi finder en måde, hvorpå også Ida kan få en tryg relation til mindst en, og helst flere, af os.
Se adfærd som en invitation til omgivelserne
Jeg har mødt børn, som har bedt mig om at skride ad helvede til. Børn, som har bedt mig om at sige op, og børn, som råbte, at jeg helt sikkert hadede dem, og at de var ligeglade, for de hadede også mig.
Men hvis man ved, hvad der ligger bag adfærden, kan man måske forholde sig professionelt og roligt til situationen og reagere med: Hvordan skal vi tage imod den invitation, som adfærden er et udtryk for? Hvordan kan vi vise, at vi kan tilbyde noget, som er tilstrækkeligt forskelligt fra den fortid, de har oplevet?
I en personalegruppe skal vi fx være opmærksomme på, at vi kan stå i vejen for hinandens evne til at mentalisere. Det kan blandt andet ske:
- når vi har negative forforståelser: Vi tror, vi ved.
- når vi er konsensussøgende: prøver at være enige i stedet for at se forskellige perspektiver.
- når vi laver konfliktalliancer: søger bekræftelse i at have ret.
- når vi har en uhensigtsmæssig kultur: fx taler i et dårligt sprog om dem, vi har ansvar for.
Mentalisering indebærer at skifte fokus fra adfærd til det, der ligger bag, så vi kan vælge at se adfærd som en invitation.
Vi har ansvar for den stemning, som vi bringer med os ind i et rum
Jeg er ikke ligeglad med, hvordan børn opfører sig over for mig. Men jeg vælger bevidst, hvornår jeg taler med dem om deres adfærd i bestemte situationer, af to grunde:
- Jeg har brug for at tænke situationen igennem selv: Var der noget, jeg skulle have gjort anderledes? Stillede jeg for høje krav? Havde jeg ikke forberedt barnet godt nok på situationen? Børn reagerer i samspil med omgivelser. Præcis som vi voksne gør. Derfor kan vi ikke nøjes med at fokusere på barnets adfærd. Vi må også se på, hvad vi selv bidrog med i situationen, hvor noget gik galt.
- Min erfaring er, at når barnet først er i ro, føler sig set, hørt og forstået, er det ofte i stand til at sætte ord på situationen, i stand til at lytte til mit perspektiv, og vi kan komme videre sammen på en god måde.
Vi må være opmærksomme på, at vi selv påvirker børn med vores måde at være på. Derfor har vi et ansvar for den stemning, som vi bringer med os ind i et rum.
Følelser i pædagogisk arbejde
Denne artikel er baseret på kapitel 4 i Ida er pisseprovokerende. I bogen kan du læse mellemregningerne, teorierne, baggrunden og de større sammenhænge, som der ikke var plads til her. Bogen tager afsæt i Rikke Smedegaard Hansens egne stærke, bevægende, frustrerende, kærlige møder med børn og kobler dem til relevant teori og forskning.
